STOP nu med at stresse os!

Jeg vil ikke være mor, men jeg kan ikke komme væk

Igår faldt jeg over denne artikel på nettet Mor fortryder sine tvillingdrenge: Skulle jeg have fået en abort?, det satte virkelig nogle tanker igang hos mig, da jeg sad og læste nogle af kommentarerne. Folk er SÅ latterligt grove, de sviner hende til, men heldigvis var der også nogle, som virkelig synes hun er sej, fordi hun står frem og fortæller hvordan hun har det.

Vi kender stort set alle sammen udtrykket Man fortryder aldrig de børn man fik – kun dem man ikke fik… Jeg er slet ikke enig. Vi er allesammen forskellige, og andre kvinder kan ikke sætte sig ind i lige præcis din situation, så du må ALDRIG føle det er forkert, at fortryde dit barn, for det betyder IKKE, at du ikke elsker dit barn! Det er en MEGET vigtig pointe… Problemet set fra min synsvinkel kommer først, hvis du virkelig ikke gider din baby, og det slet ikke bliver bedre de første måneder, en baby har virkelig brug for tryghed og nærhed. Men jeg synes også, vi skal huske, at hvis moderen har det skidt, og ikke rigtig kan rumme den nye mor rolle, så er der i de fleste tilfælde en far, og de kan altså træde meget mere til, hvis vi bare giver dem lov.

Dette giver mig lyst til at fortælle jer min historie, det har jeg ikke gjort før, da det netop som den artikel jeg har linket til giver anledning til folks grimme kommentarer, og det har jeg simpelthen ikke været stærk nok til at kunne rumme, men jeg synes også det er SÅ vigtigt, at der kommer lidt fokus på, at det er helt ok ikke at flyve på den lyserøde sky lige fra den første dag du bliver mor.

Der er ingen tvivl om at jeg havde en hård graviditet, som smerte patient havde jeg ekstra mange scanninger, tjek og opfølgninger på det medicin jeg tog under graviditeten, jeg havde kvalme/opkast i stort set alle 9 måneder, hvilket jeg også fik piller mod. Jeg tog 33 kg. og havde det virkelig skidt i min graviditet, jeg nød det absolut ikke, jeg havde meget svært ved at acceptere, hvad der skete med min krop. Jeg synes det var hyggeligt og vildt når jeg kunne mærke min datter i maven sparke og rykke rundt, høre hjertelyd og se scannings billeder af hende… Men jeg var der ikke helt…

Så kom vi til min termins dato, og jeg blev sat igang, det har jeg skrevet om her Av Av Av & for f.. da… Og da hun så kom til verden Velkommen til verden min lille skatMen jeg følte bare slet ikke, det jeg gerne ville føle, eller som alle snakker om, den kæmpe store kærlighed fra dag et! Det gjorde det endnu sværere for mig, og derfor skrev jeg efter noget tid dette indlæg Hovedpine, angst og hvorfor jeg ikke skriver mere om Victorias fødsel .

Men ved I hvad, jeg synes det var pisse, fucking, mega, overdrevet sindsygt svært at blive mor.. Jeg knækkede fuldstændig på sygehuset, hvis det ikke havde været for Dino, ved jeg ikke hvordan det var gået… Jeg havde det SÅ skidt, jeg kunne ingenting, så Dino passede både mig og Victoria, hvis det ikke var Victoria, der var vågen om natten var det mig. Jeg ville ikke være mor, jeg havde lyst til at løbe væk fra det hele, men det kunne jeg ikke, jeg var fanget hvilket gjorde det endnu mere angstprovokerende! Hvor var hjælpen? Den var der ikke, det var som om de ikke rigtig magtede mig på hospitalet, jeg følte ikke de var på min side desværre. Jeg blev ved med at sige igen og igen og igen.. Jeg skal smerte dækkes og have noget søvn, men de hørte mig ikke..

Nu sidder jeg her 9 måneder efter, og jeg har den dejligste datter ❤️.. Jeg elsker hende ubetinget, men jeg har også dage, hvor jeg bare ikke har lyst til at være mor, men de dage øver jeg mig i at finde det positive, være taknemmelig og tænke det bliver bedre..

Lad os mødre rumme hinanden, og acceptere og støtte hinanden i hvordan vi er mødre. Jeg er sikker på at vi allesammen gør vores bedste, udfra det vi kan❤️… Så lad os lige kramme de mødre en ekstra gang, som måske ikke er kommet nemt fra start…

image

 

 

 

 

FØLG GERNE BLOGGEN VED AT KLIKKE HERUNDER:

BLOGLOVIN' FACEBOOK INSTAGRAM

</div

21 kommentarer

  • Camilla B

    Tak for dit gode og ærlige indlæg – jeg sidder gravid i uge 32 . . Sidder med samme følelse/følelser som dig og er allerede angst for hvilken følelse jeg mon får når min datter er født ? komme jeg mon til at elske hende? Ingen forstår mig og synes jeg skal holde op, når jeg begynder at åbne op :-/ – Men hvor er der rart at læse andre har haft det som jeg netop sidder og har det nu .. TAK …

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Camilla

      Jeg sender dig et KÆMPE knus og kærlige tanker.. Det kommer du til, det tør jeg godt love, men måske tager det lidt tid og det er helt ok husk det <3

      Stort Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Mht. artiklen i BT, tror jeg det var, så var mange af kommentatorerne forargede, fordi BT i overskriften fik det til at fremstå som om at kvinden stadig fortrød sine børn og stadig ville ønske hun havde fået en abort, selvom drengene nu var otte. Det gjorde hun ikke. Og nærlæste man hendes oplevelser, så lugtede det langt mere af fødselsdepression end en mor, der fortrød sine børn.
    Når det så er sagt, så kan man jo ikke gøre for at man fortryder sine børn. Der skal helt sikkert sættes fokus på at det KAN altså ske, så mænd og kvinder, der egentlig ikke ønsker børn, men føler at de bør, kan lade være med at få børn og være glade for det. Spørgsmålet er bare om man skal stå frem med navn og billede..?
    En anden ting er, at der jo er forskel på hvordan og hvorfor man fortryder. At du, Juliane, eller kvinden i artiklen havde en efterfødselsreaktion, hvor du ikke ville være mor og var dybt frustreret, skal vi tale om, også med vores børn, så de ved at det kan ske og at man kan få/skal bede om hjælp, når det sker, så man kan komme videre.
    Men der er også en anden version. I den handler det ikke om efterfødselsreaktion og man fortryder sine børn og moderskabet i en sådan grad, at man ville gøre det om, hvis man kunne. Jeg læste en artikel om en gruppe kvinder i alle aldre, altså fra 20’erne til 70’erne. Fælles for dem alle var, at de fortrød deres børn så meget, at de ville rejse tilbage i tiden og gøre det om, hvis de kunne. Og vi taler altså om kvinder med både børn og børnebørn. De elskede deres børn, men ville trods det ønske at de aldrig var blevet født. Det må være skrækkeligt at føle sådan og jeg håber man kan få noget hjælp til at håndtere de følelser, men det er i disse tilfælde, jeg ikke synes man behøver stå frem med navn og fortælle om det. For man har et ansvar overfor de børn, der nu engang er blevet født, så de ikke får smadret deres selvbillede og selvtillid, fordi mor eller far har fortalt i pressen, at de ville ønske de aldrig var blevet født.
    Jeg synes begge dele er vigtige at tale om. Det er vigtigt at folk ikke føler sig alene og at de finder et outlet, hvor de kan tale om deres følelser. Og det er vigtigt at folk ved hvad de eventuelt kan forvente af forældreskab. Og frem for alt er det SÅ vigtigt, at folk der ikke ønsker børn ikke føler sig presset til at få nogle, fordi deres omverden synes, at det skal man da – ellers fortryder man det. Nej, det er ikke alle, der vil ha’ børn og det skal de ha’ lov til at vælge fra uden kommentarer som “Du ved ikke hvad du går glip af” eller ” Man fortryder kun de børn, man ikke får” osv.
    Giver det mening?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Det ernemlig så vigtigt et emne og fantastisknår andre står frem. Og fremfor at blive grov, så i stedet prøve at forstå hvorfor.
    Da jeg ventede mit 2. barn var min mand mig utro i slutningen af graviditeten og det ødelagde fuldstændig lystentil at blive mor igen. Selv da hun blev født og nu 6 mdr efter kan jeg til tider ønske at hun ikke eksisterer. Ja jeg elsker hende over alt på jorden, men når man er ødelagt i forvejen så er det godt nok hårdt også at skulle tage sig af et spædbarn. Og især hårdt med den dårlige samvittighed over for hende ift ens tanker. På trods af at mit første barn havde kolik og det var sindssygt hårdt, så skænkede jeg det aldrig en tanke at han ikke var ønsket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Clara

      Åh hvor jeg føler med dig, jeg sender dig et kæmpe kram <3 det er så vigtigt ikke at gøre det til et tabu at have det sådan, men at få den rigtige hjælp og evt. prøve at opbygge et netværk der kan hjælpe en.

      Stort Knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er så vigtigt at turde skrive det, du gør i det her indlæg. Det, at man ikke elsker sit nyfødte barn ubetinget fra første øjekast, sker for flere, end man tror. Og det er jo helt fair! Der ligger man med et helt nyt menneske i favnen, som man ikke kender.

    Jeg oplevede lidt ala det samme, da jeg fødte. Jojo, jeg følte, at jeg skulle passe på det her nye væsen – og jeg holdt af ham. Jeg kunne egentlig også godt mærke, at vi hørte sammen. Men det var ikke det samme som den helt store kærlighed, som alle fortæller om – den der, hvor man bare bliver fyldt af sprudlende kærlighed med det samme. Jeg var heldigvis blevet ‘advaret’ af en veninde om, at sådan kan man også godt have det. Så jeg forsøgte i hvert fald at fortælle mig selv, at det også var okay at have det, som jeg havde.

    Og i dag, 11 måneder senere, knuselsker jeg min søn. Nu kan jeg forstå det med den altoverskyggende kærlighed. Men det er altså kommet snigende – jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere elskede jeg ham for hver dag.

    Det er stærkt, at man – som du – tør sige det, som det er 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Hanne <3

      Først vil jeg sige tusind tak fordi du også deler din oplevelse af at blive mor. Og ja det kommer snigende men man skal også huske at man er lige så ny som mor som baby er i verden, det taget tid lige at lande i det hele.

      Stort Knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Er sikker på mange har det svært med at blive forældre både mænd og kvinder. Godt du tør stå ved dine følelser :-). Var heller ikke en lykkelig første gangs forældre. Gik i fødsel tre mdr før tid og fik en dreng der skulle hjælpes i gang. Tanken om han kunne have taget skade, jeg skulle være forældre til multi handicappet barn osv. Heldigvis gik det ikke sådan og har i dag en sund og rask dreng på fem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Linda

      Tak <3 Og hvor er jeg glad for at du har en sund og rask dreng. Det må også have været en hård start, men lægerne er dygtige.

      Stort Knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva J

    Du er så mega sej. Jeg kender dig ikke men jeg er så mega stolt af dig alligevel. Stolt over du fik skrevet det her indlæg som kan hjælpe os andre. Og stolt over alt det du klarer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Åh Eva nu bliver jeg helt rørt <3 Tak dybt fra mit hjerte..

      Held og lykke på din vej og husk du er ikke alene..

      Stort Knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej og hvor er det fedt at du får skrevet om dine følelser og om din verden. Jeg ved fra flere familie medlemmer og veninder at det er ret normalt, de følelser du har været igennem. Der er rigtig mange der ikke mærker den der store kærlighed fra første sekund og det er okay.

    Hvis man følger med herinde har man godt kunne mærke at du har været påvirket, men jeg synes også at jeg mærker en forbedre for hvert indlæg og det er så fedt. Din udvikling er på rette vej og er 100% sikker på du er en skøn mor og vokser med opgaven.

    Knus <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Jeanette

      Tusind tak det varmer virkelig mit hjerte og jeg føler også jeg vokser i mor rollen for hver dag <3.

      Stort knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sgu hårdt at blive mor! Og har man ikke haft en human fødsel er der basis for en god efterreaktion.. Manglende søvn og smerter har aldrig gjort nogen godt.. Godt du kom igennem og tør italesætter det svære motherhood <3 kram fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er dælme også en kæmpe omvæltning at blive mor! Og har man så ikke i det mindste haft en human fødsel at starte på så er der basis for lidt af en reaktion. Søvn og smerter har vist aldrig givet nogen overskud:-) Godt du føler du er ude på den gode side og tør tale om det <3 kram fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine-gammel-mor

    For fanden altså!!!!
    Det er SÅ meget mig du skriver om. Har 3 børn. Ved den første gik det bare helt galt og jeg græd og hylede og havde lyst til at stikke af de første 3 mdr. Sad ofte ude i indkørslen og græd som pisket og havde lyst til at sætte mig ind i bilen og stikke af fra det hele. Indenfor kunne jeg hære at baby skreg (ligeså meget som mig) og far gik rundt med ham mens han ikke anede sine levende råd (hvad angik mig).
    Jeg kom over det og fik 2 børn mere og jeg knuselsker dem til døden. Men jeg har svært ved morrollen til tider. Mest fordi jeg er bange for ikke at gøre det godt nok så de bliver hele mennesker som voksne.
    Måske hænger det sammen med at min mor døde da jeg var 13 år og ikke har haft hende at spejle mig i. Jeg ved det ikke…. Men modsat andre har jeg aldrig været bange for st sige det højt. JA jeg syntes det er svært at være mor og JA der er dage hvor jeg ønsker at jeg havde valgt anderledes men fortrudt dem har jeg aldrig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Trine

      Tak fordi du deler din historie <3 Hvor er du sej!! Og sikke en god mand du har.. Jeg fortryder slet ikke.. jeg skal bare lære at være i det, med alle de følelser der høre med.

      Stort Knus Juliane

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Fedt at du “tør” skrive hvordan du havde det!
    Og jeg havde det på præcis samme måde, med min datter og faktisk også lidt med min søn.
    Jeg havde ikke den der lykke følelse lige fra start, som alle siger man får – men den kom og nu er jeg høj på kærlighed ❤️
    – tror alle vi har dage hvor vi bare har lyst til at flygte fra mor rollen, og sådan vil det nok altid være.. Heldigvis er jeg også så heldig at have en fantastisk far til mine børn, som bare støtter mig i alt og er der, når jeg har brug for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • julianeaxen

      Kære Ida

      Tak fordi du deler din historie.. Og jeg er helt sikker på at du har ret der vil altid være dage hvor man har lyst til at flygte <3 Men vi elsker dem jo uendeligt højt <3

      Stort Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STOP nu med at stresse os!